Frank Knudsen er en dybt engageret- og karismatisk foredragsholder, som giver et jordnært, energisk og inspirerende indblik i relationer, konflikthåndtering og motivation.
Frank Knudsen er oprindeligt uddannet lærer og er i dag certificeret Master- og konfliktcoach og har i en lang årrække været efterskolelærer og mentor på en eliteidrætsefterskole. I sine jordnære og praksisorienterede foredrag stiller han skarpt på konflikthåndtering, relationsarbejde, ”ja-dage” både på job og hjemme samt vores evne til at kigge indad, når vi møder modstand i det daglige.
Kendetegnende for Frank er, at han giver meget af sig selv, og taler åbent og ærligt om de udfordringer, han har mærket på egen krop. Han har selv oplevet stress, angst og depression. Med afsæt i sit kendskab til livskriser har han i dag privat klinik, hvor han dagligt møder unge og voksne, der ønsker at skabe forandringer i deres liv. I klinikken møder han jævnligt mennesker, der er bundet af, hvad andre tænker om dem i en sammenlignings- og filterverden, der kan være rigtig hård at være en del af.